HVORDAN ULTRAVIOLET LYS FUNGERER
Jan 22, 2024
Effekten af ultraviolet lys på vand blev først observeret for over 100 år siden - her er videnskaben bag, hvad der foregår.
OPdagelsen
I 1877 observerede videnskabsmænd først stærkt sollys, der desinficerede vand. Den britiske fysiolog Arthur Downes og videnskabsmanden Thomas P. Blunt bemærkede, at sukkervand holdt i skyggen blev grumset, efterhånden som mikroorganismer voksede i det, hvorimod sukkervandet holdt i direkte sollys forblev helt klart. Ved hjælp af denne viden fastslog den tyske øjenlæge Ernst Hertel 25 år senere, at lys i UV-C-bølgelængden kunne hæmme væksten af patogener.
UV-LYS I DESINFEKTIONSAPPLIKATIONER
Evnen til kunstigt at skabe ultraviolet lys ved de korrekte bølgelængder med lamper giver os kraften til at hjælpe med at desinficere en række forskellige væsker samt luft og overflader.

UV-baserede desinfektionsprocesser (også kendt som bakteriedræbende bestråling) er en kemikaliefri desinfektionsmetode, der bruger kortbølgelængde ultraviolet (UV-C) lys til at inaktivere mikroorganismer ved at forstyrre deres DNA, hvilket efterlader dem ude af stand til at udføre vitale cellulære funktioner såsom reproduktion. Ved bølgelængden på 254 nm kan UV-lys trænge ind i cellevæggen i en mikroorganisme, permanent ændre DNA-strukturen inden for få sekunder og efterlade ingen kemiske biprodukter som følge heraf.
DOSERING
Præcis og målrettet 'dosering' bruges til at beregne den type UV-lampe, der er nødvendig til forskellige applikationer. Dette inkluderer, hvor længe forskellige væsker, luft eller overflader skal udsættes for det ultraviolette lys, for at de kan desinficeres sikkert. For eksempel udsender UV-lamper med mellemtryk en bred desinfektionsbølgelængde ved 200-320nm og er ideelle til kommercielle anvendelser i stor skala, såsom ballastvand og spildevandsbehandling.
Doseringen tager højde for UV-intensiteten, der afgives fra lamperne, UV-transmittansen (UVT) af vandet, luften eller overfladen (hvis relevant) og den tid, hvor stoffet, der desinficeres, udsættes for UV-lyset.
ULTRAVIOLET SPEKTRUM
Ultraviolet lys indtager et meget snævert område på det elektromagnetiske spektrum, og selv da nedbrydes det i forskellige bølgelængder, der er kortere end synligt lys.
UV-A: Langbølget (315 – 400 nm) UV er den mindst skadelige, men kan bidrage til hudens aldring og DNA-skader. UV-A-lamper bruges til hærdning af blæk, klæbemidler og belægninger.
UV-B: Midtbølge (280 – 315 nm) UV er farligere og er ansvarlig for at brænde huden. UV-B-lamper bruges også til hærdning af blæk, specielt klare belægninger og tynde blæklag.
UV-C: Kortbølget (100 – 280 nm) UV er det mest skadelige og bruges til vand- og luftdesinfektion, da det kan uskadeliggøre mikroorganismer.
V: (400 – 700 nm) Synligt lys fra violet – den korteste bølgelængde vi kan se med egne øjne – op til rødt, som er den længste synlige bølgelængde før infrarød.

FORDELE VED UV-LYS TIL DESINFEKTIONSANVENDELSER
Ultraviolet lys har mange fordele i forhold til konventionelle metoder til overflade-, luft- og vanddesinfektion:
De fleste UV-baserede desinfektionssystemer kræver ingen kemikalier, kun korrekt dosering fra lamperne – afhængigt af anvendelsen kan nogle processer stadig bruge kemikalier, men i meget mindre mængder.
Der er ingen giftige kemikalier eller kræftfremkaldende biprodukter tilbage, når der anvendes UV-baserede desinfektionsprocesser.
UV-teknologi desinfektionssystemer er ofte mindre og nemmere at bruge end konventionelle systemer, med overkommelige kapital- og driftsomkostninger.
Ultraviolet lys ændrer ikke smagen af væske eller mad, hvilket kan ske med kemiske eller varmebehandlinger.
UV-lamper og deres desinfektionssystemer er ofte sikrere for personalet, der bruger dem, end kemiske systemer og eliminerer behovet for at producere, opbevare og transportere farlige og potentielt giftige kemikalier.
UV-lamper har en bred anvendelse. De kan bruges i processer til at hjælpe med at forstyrre DNA fra bakterier, skimmelsvampe, sporer og vira.
UV-desinfektionsopløsninger inaktiverer patogener, der har udviklet en resistens over for klor og andre kemikalier, såsom cryptosporidium.






